Sjælemøde

Et møde med mig selv

(Absorbsion)

Vi, Mette og jeg, havde været ude at rense et hus og en lejlighed for generende elementer, hvilket i sig selv var en større opgave.
Da vi var færdige med arbejdet, sad vi sammen med endnu en clairvoyant og drak en sodavand.

Mette blev opmærksom på, at der var en afdød til stede som stod ved hendes venstre side. Samtidigt fik vi andre også øje på, og kontakt med ham.

Det var en tysk soldat fra første verdenskrig. Han var iført feltuniform og pikkelhjelm med overtræk. Hans støvler var indsmurt i mudder og han havde flere skader, han var ikke ret gammel.

En eksplosion af følelser

Der gik et øjeblik, og da vi havde en god kontakt med ham, var det som om, en bombe af følelser nærmest eksploderede midt i brystet på os, vi følte nærmest at det eksploderede indvendigt.

Den tredie person der var til stede, skyndte sig at forlade lokalet, og jeg nåede lige at registrere at Mette højt udbrød - "ÅH nej", med medlidenhed i stemmen.

Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men det føltes som om, der gik en evighed hvor tårene bare strømmede ned og en blanding af smerte, savn og fortvivlelse fyldte alt, uden mulighed for at reagere eller rejse os.

Fælles frigørelse

Mette havde den samme oplevelse af situationen, først bagefter gik det op for os, at det var mig selv i en tidligere inkarnation, der ikke var i stand til at gøre sig fri på anden måde, end at få hjælp til at give slip på denne smerte, savn og fortvivlelse.
(Det er ikke ualmindeligt at en oplevelse i dødsøjeblikket kan være så traumatisk, at personen eller rettere den "sjæledel" der er personen så at sige "brænder fast" i de astrale lag uden overskud til at "gå videre" før der sker en forløsning eller lign.)

Da vi jo er en del af hinanden, er det muligt at gå ind i en så tæt relation rent energimæssigt, at Mette og jeg kunne absorbere hans følelser, og på den måde kunne gøre det muligt for ham, at komme videre i sin frigørelsesprocess.
Bagefter måtte vi så arbejde med at frigøre os selv fra disse oplevelser og følelser, men vi har så en naturlig fordel af at være to, og de muligheder og værktøjer vort arbejde naturligt giver adgang til.

At rydde op bagud

Mette var min kone dengang, ligeledes ung, blev alene med to børn da han blev dræbt. (Han faldt i de meget voldsomme kampe omkring Somme og den omstændighed at jeg havde meldt mig selv som soldat og tiden derefter blev mere end vanskelige for en ung kvinde med børn).

Samtidigt med at jeg måtte frigøre mig fra hans problemer, måtte Mette gennem hans kones smerte, de følelser der var bundet ind i denne hændelse og det at blive ladt alene, med 2 små børn i en svær tid generelt.

Fra jeg var helt ung, har jeg altid levet med en angst for at miste og en stille sorg, der har haft sæde helt inde bagved bevidstheden.
Denne process har givet en hel del forståelse af disse følelser og deres opståen.

At det var en følelsesmæssig, lidt barsk oplevelse, ligger i sagens natur, men samtidigt ligger der en hel del erfaring som ikke kunne opnås på anden måde.

I sidste ende er det en opgave, indsigt og process vi er meget taknemmelige over at have fået.

Erik Abrahamsen 23.juni 03