Shamanisme (Som jeg selv oplevede rejsen)

Jeg har altid været tiltrukket af det indianske, især de Nordamerikanske indianere og deres holdninger omkring tro og balance mellem alle væsner i naturen.

Meget tidligt erfarede jeg at indianerne selv var uendeligt trætte af ”hvide” der klædte sig ud og prøvede at ”lege” indianere, de kaldte dem ”Vannabe” så det var meget naturligt for mig at opfatte ”udefra og ind” i det indianske miljø selv om jeg gennem det meste af mit liv tilbragte en stor del af tiden i naturen.

Som nævnt i andre artikler oplevede jeg en kundalini-rejsning som for alvor satte fokus på mine rejser gennem mange liv og for alvor oplevede jeg hvordan tidligere liv ”blot” var en del af en lang lære og udviklingsproces.

Meget tidligt i processen oplevede jeg mig selv som healer i forskellige kulturer og først derefter ”blev der” åbnet for en længere vandring gennem det indianske som selvfølgeligt fyldte meget i denne periode.

Efterhånden oplevede/lærte jeg hvordan de mange liv er en lang proces der, når man så dem som en helhed i sig selv indeholdt viden om flere tusinde års udviklingsprocesser og formålet med dem.

Den første konkrete oplevelse var jeg noget uforberedt på, for under en meditation oplevede jeg at være i en lejr, der var spidse telte overalt, mange lyde fra især hunde der gøede og børn der legede, årstallet var omkring 1250.
Jeg stod foran en meget høj og kraftig mand med en hovedbeklædning med horn på nærmest som et bisonhoved. Jeg var meget overrasket over hvor stor han var indtil det gik op for mig at det var mig der var lille og ikke ret gammel ca.5 år.

Der kom et spring i tid og jeg var ældre og sammen med en ung pige og et barn, som jeg oplevede det, jeg skulle forlade dem og ”stammen” i forbindelse med et ritual som betød, at jeg skulle leve for mig selv i en måneds tid og skulle undgå at blive fanget eller opdaget, jeg mener jeg på en måde var som en slags fredløs som måtte jages.
En ting jeg specielt lagde mærke til, var et spyd eller lanse der stod op ad teltet, især lagde jeg mærke til at spidsen var hugget ud af en sten og snøret fast på selve skaftet så det så ud som rigtigt godt håndværk.
I selve situationen var jeg ved at tage afsked med pigen og barnet.

På et tidspunkt vendte jeg tilbage til stammen og følte en dyb sorg over at opleve at hele byen blot bestod af telte der var mere eller mindre ødelagt og nogle enkelte hunde der flakkede om. Jeg så ikke andet og det virkede som om oplevelsen var filtreret på en måde så jeg kun så de materielle ødelæggelser, hvilket jeg bagefter var meget taknemmelig for.

Den sidste sekvens var et hurtigt overblik og et spring på ca. 40 år hvor jeg levede alene og uden særlig kontakt med andre mennesker frem til et tidspunkt, hvor jeg valgte at springe ud fra en høj klippe, jeg mener selv at jeg må have nået en alder hvor det blev for vanskeligt at overleve alene.

Jeg tænkte efterfølgende en del over hvad der var sket med stammen, jeg mener der gik et par år indtil jeg i anden anledning kom i kontakt med en kvinde som var Antropolog, vi kom ind på oplevelser omkring forskellige kulturer.
Da emnet omkring min oplevelse kom op, viste det sig at også hun havde oplevet det samme hændelse, vi fik hver især nærmest et chok da vores oplevelse var nøjagtigt sammenfaldene bortset fra at hun havde været i lejren og oplevede dens udslettelse som kvinde, i øvrigt en oplevelse hun gerne havde været foruden og som jeg er taknemmelig over at være sluppet for, men det lettede noget at jeg fik oplevelsen sat på plads, selv om følelserne stadig hang ved en tid endnu.
Min interesse for det indianske blev ikke ringere snarere tværtimod, jeg læste en hel del og deltog også i nogle kurser, men en af de oplevelser der åbenbart satte ekstra meget skub i processen startede med at jeg mødte en dame som selv var indiansk pibebærer og dermed havde en vis indsigt og energi omkring de gamle ritualer.

På et tidspunkt tilbød hun at lave en ceremoni omkring de ”4 vinde” og det blev en god oplevelse selv om det blev mig der skulle tilføre hende healing og energi i denne forbindelse, nogle dage efter lavede vi en anden ceremoni og det åbnede en del for mig.

Kort tid efter deltog jeg i et Shaman kursus med trommerejser, det føltes og var et rart og lærerigt kursus.
Under den ene af trommerejserne oplevede jeg at sidde i en kano, jeg padlede fra en flodgren ud i en stør sø med bjerge på den modsatte søbred.
Efterhånden som jeg nærmede mig kunne jeg se at der stod et spidstelt på søbredden og foran var der tændt et mindre bål, ved siden af bålet stod en ældre kvinde i en traditionel dragt af hjorteskin med forskelligt vedhæng.

Kvinden sagde på intet tidspunkt noget men holdt en vis distance rent verbalt og holdningsmæssigt, hun hældte noget drikkeligt fra en gryde over bålet op i et skildpaddeskjold som hun rakte til mig og viste at jeg skulle drikke hvilket jeg gjorde.
Bagefter viste hun mig en sti der bugtede sig op ad bjerget på venstre side af en slugt, på den modsatte side af slugten var der ligeledes en lodret bjergside dog uden en sti.

Jeg gik opefter og på et tidspunkt bemærkede jeg at slugten efterhånden var blevet temmelig dyb og straks efter bemærkede jeg en indgang til en bjerghule på den modsatte bjergvæg og jeg vidste at det var der jeg skulle over, min første tanke var at det var umuligt at komme derover uden at styrte ned, straks efter kom tanken at jeg blot skulle have tillid og denne tillid ville være en bro.
Jeg holdt konstant fokus på målet som var indgangen til hulen hvor jeg gik ind, hulen udvidede sig og var nu ret så stor med højt til loftet.
Hele den ene side af hulen var en stor krystalvæg, til højre for væggen sad en stor ørn og til venstre stod en bjørn.
Ingen af dem viste at de havde set mig, samtidigt fik jeg at vide at den dag jeg kunne gå ind i krystalvæggen ville de to komme til mig og følge mig som mine kraftdyr.

Her sluttede trommerejsen og jeg befandt mig igen sammen med den gruppe jeg var på kursus med, mange havde haft forskellige oplevelser og var mere eller mindre fortumlet men det faldt hurtigt ind i et naturligt leje igen.
Der var nogle der delte deres oplevelser og fik snakket en del om dem.
Jeg fortalte ikke om min oplevelse da jeg havde brug for at samle det hele op og bearbejde det i mig selv.

Jeg var klar over at krystalvæggen var vigtig og noget jeg skulle arbejde med i mig selv og det at arbejde med healingen og dybdeterapien som efterhånden var blevet en stor del af min dagligdag på lige fod med det at være enlig far og forsørger, selv om det blev vanskeligere og vanskeligere at arbejde som teleteknikker.

Selve udviklingsprocessen indebar også mange andre oplevelser og indsigter, det samme gjaldt også en voksende forståelse af at alt hang sammen som perler på en snor.
Jeg havde været Shaman i mange kulturer, jeg havde været vandremunk i det Tibetanske område og det længste jeg har været tilbage var som præst i den ægyptiske periode, en periode som jeg har lært bedst kan forstås når man tænker på det gamle ægyptiske folk som et meget vidende folk rent teknisk set, de havde ikke udviklet den intuitive evne, men rent teknisk indeholdt de en stor viden, det kan vi for eksempel se via deres evne til at konstruere pyramiderne, men som sagt havde de ikke evnen til at bruge intuitionen og det var den dybere årsag til at de inkarnerede her på jorden som var det eneste sted i vor del af universet hvor det kunne lade sig gøre dengang.

Min egen oplevelse startede med en sekvens hvor jeg blev ført tilbage til en situation ca. 3500 år før vor tidsregning, jeg var præst og var i gang med et ritual hvor et nyfødt barn blev ofret til solen, jeg holdt barnet op mod solen og fornemmede at der bag mig lå den kvinde der havde båret barnet, jeg havde en fornemmelse af at barnet var forløst ved ”kejsersnit” men det er mere en efterrationalisering tror jeg.
Det der var det mest tydelige for mig var min daværende tvivl om det var en rigtig handling at foretage, denne følelse af tvivl var meget stærk.

Jeg var ikke i tvivl om at der var et liv efter døden, det var der ingen tvivl om, det var nærmest en konkret viden uden den intuitive fornemmelse af rigtigt og forkert.

Med hensyn til krystalvæggen var jeg ikke i tvivl om at det var mig der skulle være på samme bølgelængde rent etisk og menneskeligt før jeg kunne gå ind i den, etik var dengang som nu selve nøglen sammen med de processer der drejer sig om den rene karakterudvikling.
Rent energimæssigt eller vibrationsmæssigt drejede det sig også om at kunne tåle de forøgede energier som Kundalini-energierne konstant udsatte og stadig udsætter kroppen for.

Hvorom alting er må det være lykkedes mig at nå dertil hvor jeg kunne gå ind i væggen, for de to kraftdyr fulgte mig i en årrække som jeg var meget taknemmelig for.

Hele processen er nærmest som at gå op ad et bjerg, efterhånden som man kommer højere op kræves der ny viden og nyt udstyr for at klare de anderledes forhold.
Mange har mærket hvor skræmmende og vanskeligt det er når vi når til et skifte hvor vi må sige farvel til vore kendte vejledere og skal til at lære nye vejledere at kende, følelsen af at blive overladt til sig selv eller følelsen af at blive kasseret.

Jeg tror mange der går udviklingsvejen kender denne følelse og for mig står et af disse skifter særligt tydeligt.

Det startede med at jeg under en daglig meditation befandt mig i den gamle klippehule, der var en udgang som jeg ikke havde set før hvor lyset strømmede ind.
Jeg gik hen til denne udgang og trådte udenfor hvor jeg befandt mig på en strandbred med havet lige foran mig.

Da jeg kiggede til venstre ad stranden så jeg ørnen og bjørnen begive sig væk fra mig uden at se sig tilbage og jeg følte meget kraftigt denne følelse af forladthed og forvirring.
Der gik et stykke tid hvor jeg kiggede ud over havet og ”fik ind” eller vidste at jeg skulle ud til et sted der lå ude i havet.
Jeg kunne ikke forstå hvordan jeg skulle komme dertil og kigge op og ned ad stranden, da jeg kiggede til højre opdagede jeg at der stod nogle dyr og ventede, jeg gik hen mod dem, jeg troede først den ene var en hest men opdagede at den havde et horn i panden som en enhjørning, det føltes ganske naturligt at sætte mig op på den, der var en ravn som landede på min skulder og et lille dyr som mest virkede som et egern.
Det hele føltes naturligt men jeg tænkte på hvordan jeg skulle komme ud over havet, i det samme bredte hesten vingerne ud som en Pegasus.
Derefter sluttede oplevelsen og jeg var tilbage hvor jeg startede ganske som normalt.

Der har været mange andre oplevelser og læreprocesser og det er tydeligt for mig at uanset hvad vi laver er det en del af en lang proces og opbygning af finere stof og konkret viden, liv efter liv.
Til at starte med var det en lang og besværlig vej ned i stoffets verden men nu er udviklingen ved at vende den modsatte vej, vi frigør mere og mere tungt stof på vejen ”hjem”.

Vi ser ofte (mig selv iberegnet) processerne adskilt fra hinanden men det er de på intet tidspunkt.

Vi vil mere og mere opleve og se at alt er en del af noget vitalt, er vi healere eller noget andet, det er underordnet da det i bund og grund er dele af en større helhed.

At være Shaman er blot en del af vejet til at blive hvid magiker ganske som det at være healer og mange andre praktiske virkemåder.

Shamanen er siden tidernes morgen udsprunget fra og stadig forbundet med jordens indre styre for at hjælpe og støtte udviklingsprocessen hen i mod det at være ”Oplyste”, som vi kender fra mange kilder gennem mange tider.

Erik Abrahamsen

  1. Dec. 2018