De tre fødsler

Tre faser i menneskets inkarnationsproces.

Jeg er blevet opfordret til at skrive en artikel om det vi kalder de tre fødsler. I bund og grund en esoterisk forklaring på, hvordan et menneske inkarnerer i etaper, i store træk. Som supplement til denne artikel kan tidligere publiceret artikel ”Børn er små voksne” med fordel læses, da den kan give en baggrundsviden for nogle af de emner jeg har til henblik at berøre i denne artikel.

Undfangelsen

For at starte med begyndelsen, kan vi gå helt tilbage til der, hvor et menneske forsøger at inkarnere og bliver undfanget.
Det er i realiteten faderen, der bliver først gravid. (Symbolet for manden: En cirkel med en pil der peger op ad).
Manden bliver først gravid, forstået på den måde, at han med sin maskuline viljekraft manifesterer at han ønsker at formere sig ved at trække livet ned i sin cirkel. Cirklen for kontinuerlighed og det uendelige.

Denne aktion aktiveres via en resonans, som hans celler udskiller, og som vil ramme det plan, hvor han er i stand til at række ind i. Eller på en anden måde beskrevet, den frekvens han udsender vil finde en given modtager. Jo højere kroppens vibration er, jo ædlere motivet og jo finere legemer manden har udviklet på det givne tidspunkt, jo højere resonans vil han kunne udsende og jo finere legemer vil hans kommende barn være i stand til at bære med sig ned gennem materien og ned i sit fysiske legeme.

Hvis han er så heldig at have en mage, kan han ved hjælp af pilen skyde livet over i den kommende moders skød. (Symbolet for kvinden: En cirkel med et ligebenet kors under). Denne mekanisme er mere eller mindre ubevidst hos den maskuline races maskuline aspekt (Den maskuline pol i den menneskelige race, kort sagt: manden), alt efter hvor han er i sit liv, eller hvilke tanker han har gjort i forhold til sig selv og sin færden i livet.

"In karna"

Hvis planen lykkes, og barnet klarer sig gennem svangerskabsperioden, som er meget hårdt arbejde for en inkarnerende sjæl (”in karna” betyder i sin enkelthed ”i kødet”), da hele perioden handler om at tilkoble hhv. æter- astral- og mentallegeme til den fysiske inkarnation. Kan det ende med at blive korsfæstet ud i verden og komme gennem fødselsporten.
Korsfæstelsen er det rette ord at bruge om en fødsel, da denne aktion er den mest smertefulde handling, nogen kan udsætte sig selv for, eller andre for den sags skyld. Den fysiske smerte kommer til handling, i selve friktionen af cellerne i kroppen og presset som både mor og barn må stå i gennem.
Denne friktion er ikke uvæsentlig, da den er med til at aktivere nogle punkter på indersiden af moderens skamben som har forbindelse til mange af de mekanismer som moderen får brug for, smatidig med at barnets æterlegeme bliver aktiveret ved smerten over at blive presset ud gennem en minimal kanal.
Hvis kejsersnit udføres, er der benyttes andre blidere metoder at aktivere disse mekanismer på, men det følger i en anden artikel om alternative svangerskabsmetoder og ikke naturlige fødsler. Men barnet har også en anden dybere form for smerte, som det skal forholde sig til.

Selve fødslen

Ved selve fødslen, vil der nemlig opstå et indre tomrum og en dyb smerte, når de finere, højere legemer ikke kan komme nærmere materien. Intuitionslegemet, det kausale legeme og ikke mindst budhilegemet bliver afskåret fra dagsbevidstheden. For slet ikke at tale om alle de højere legemer og alle de sjæle og andre væsener, vi som disinkarnerede har tydelig og klar kommunikation med hele tiden.

Hele den verden barnet har levet i før inkarnationsprocessen gik i gang er væk, og specielle devaer og englevæsener blev koblet på for at bygge specielt tilpassede æter- astral- og mentallegeme med det formål, at bare en lille flig af det vi som disinkarnerede væsener bare ER i, er væk som dug for solen.
Det er ikke for sjovt at børn skriger efter fødselen, da smerten er ubærlig. Men som oftest dulmes af tæt nærvær, rolig tale og øjenkontakt med forældrene.

Navlestrengen

Det kan ikke understreges kraftigt nok, hvor vigtigt det er at faderen klipper navlestrengen, da det var ham, der startede processen, og derfor må tage ansvaret og slutte ringen, ved at være den, som afskærer barnet fra moderkagen når den fysiske del af fødselsprocessen er afsluttet.

Så kommer de første leve måneder og der sker mange ting i barnet og dets udvikling. Det skal lære at have tøj på kroppen. Det skal lære at indtage føde gennem munden. Det skal lære at det kommer ud i den anden ende, og alle automatfunktioner skal folde sig ud. Lungerne skal optage ilt. Mave-tarmkanaler skal lære at arbejde. Hjertet skal lære at slå regelmæssigt under de nye forhold etc. etc.

Tænderne

Når disse ting er på plads, begynder barnet at få tænder. Det er her mange forældre render ind i probelmer med at få barnet til at sove regelmæssigt. At få maven til at arbejde normalt og øreproblemer opstår ofte i denne periode.
Når man når det første tandfrembrud, kaldes det den anden fødsel. Feber opstår meget ofte, og det er på den måde man integrerer sjælen.

Feber

Sjælen brænder sig i gennem nogle vehikler/membraner i aurafeltet og de forskellige chakra skal køre mere stabilt. Dette gøres ved at øge friktionen i centralnervesystemet, og derved opstår feberen. Man kan sige at jo mere feber, jo mere integration af sjælen. Det skal så siges at hvis feberen overstiger hvad der er normalt, det vil sige over 40 grader c, skal man søge læge, for der kan være andre ting i vejen end tandfrembrud. Børn kan ofte have feber uden at man egentlig opdager det, eller at barnet mærker noget til det, det er bare en naturlig process som kun gavner barnet.

Ørerne

Når tænderne brydder frem, er det også ofte i den periode man oplever at børn får problemer med ørerne. Det er her de starter med at få mellemørebetændelse ofte i forbindelse med mindre infektioner, som forkølelse, influenza og lignende. Det er meget naturligt at børn aktiverer en infektion i forbindelse med tandfrembrud, da det er med til at aktivere den feber de har brug for, for at integrere sjælen.

En del af det der bliver sat mere energi på i det første tandfrembrud er halschakraet. Det er udtryk, gennem tale, kreativitet og har også forbindelse til følelserne gennem dualiteten med solarplexus chakraet. Talecenteret aktiveres mere og det er også i den periode barnet leger meget med sin tunge. Man kan med fordel i den periode opmuntre barnet til at bruge mundmotorikken, da den allerede bliver grundlagt i dette stadie.

Hvis problemer med ørene, kan man i første omgang tage alle mælkeprodukter fra barnet. Det er alle fødevarer med ko-mælk. I min verden er ko-mælk til ko-babyer og ikke til menneskebørn. Man kan da erstatte ko-mælken med soyamælk med calcium, og evt. vanille, for at dække calsiumbehovet.
Hvis man ønsker det, kan man give barnet mælkeprodukter igen når øreproblemerne er overstået, men så længe de står på, kan det skade mere end gavne, da mælkeprodukter er slimdannende. Både i mave/tarm og også i resten af kroppen. Det vil sige mellemører, bihuler etc.

Den tredie fødsel

Når denne fase så er gennemlevet opstår der det jeg kalder den tredje fødsel. Det er når mælketænderne falder ud og skal erstattes af de nye blivende tænder. Tænderne er koblet til vores organer og vores følelser påvirker vores organer. Derfor kan man sige at følelserne er organernes mor, og tænderne deres sanseorgan.
Det er altså her vi danner vores aftryk af vores indre grundstrukturs blivende tilstand.

Det handler om selvfølselse både i forhold til andre og til os selv. Det er også vores voksenliv vi starter på. Vores tænder forlader os måske, men vi får ikke nye, naturlige igen. Det er her vi gerne vil gøre det rigtige.
I den sidste fase hvor de sidste blivende tænder, foruden visdomstænderne, bryder frem, opstår vores præpubertet. Det er her man ikke helt er barn længere og heller ikke er teenager endnu. Man er ”inbeetweener”, og alting passer ikke sammen. (ca. 11 års-alderen).

Frigørelse

Man gennemlever fødelsen igen. Den første fødsel. Den anden fødsel. Både frigørelsen, smerten, tomrummet og nu står man over for denne svære hårdeste frigørelse, for at blive voksen. Det er ikke en proces, som sker på samme måde som de to andre.

Da man blev født, var man nødt til at komme ud da livmoderen krængede sig sammen. Da man blev født anden gang var man nødt til at lade sjælen integrere sig, og lade tænderne vokse op gennem gummerne. Denne gang skal man tage nogle konkrete valg, og vælge hvilken retning man vil frigøre sig og også hvilke aspekter man vil frigøre sig fra. Man skal også træffe valg om hvordan man vil gøre det.

Skal det være stille og roligt, eller skal det være med konflikt. Det er også en indre process, som handler om at man ind til nu har været koblet på sin mors æteriske nervesystem og blodsystem, og nu skal til at danne sine egne hormoner, sit eget blod, og sætte sit eget fingeraftryk i verden, men det er ikke længere automatfunktionerne man skal have til at fungere, men det hele menneske, og det er angstprovokerende både for børn og forældre.

Mange konflikter mellem forældre og børn, som opstår i denne fase opstår fordi begge parter mærker smerten, men ikke kan konkretisere den. Her er det nødvendigt at både den voksne og barnet annerkender sine roller. Barnet går fra at være modtagende, til også at være givende og skabende, og den voksne går fra rollen som opdragende til at være vejledende.

Når man har gennemlevet de tre fødseler, og har overlevet dem, kan man kalde sig et født menneske på godt og ondt, og man har fortjent titlen. Der er ikke andre planeter i vores solsystem, som er så fysiske, at det kræver tre fødselser for et væsen at inkarnere. Her efter har man de redskaber til rådighed, som man har brug for ind til man når det 21. leveår, hvor andre processer går i gang, men det er et helt andet emne.

Mette Abrahamsen

  1. februar 2009